...i europæisk sammenhæng

Danske handelsskibe havde før 1807 frit kunnet besejle de krigsførende landes havne ud fra princippet om frit skib gav fri ladning. Men som en reaktion på Frankrigs dekret af 21. november 1806 om økonomisk isolering af England, besluttede den engelske regering at de neutrale lande skulle forhindres i at anløbe havne som engelske skibe ikke havde adgang til ("Order in Council" af 7. januar 1807).

I marts 1807 tiltrådte en ny engelsk regering med George Canning som Udenrigsminister. Regeringen ønskede at handle militært mere aktivt.

Den danske regering havde valgt at oplægge flåden i håb om at det kunne overbevise de krigsførende lande om at flåden ville forblive i Københavns Havn. Men alligevel fik Canning underretning om at flåden var ved at blive gjort sejlklar, og derfor besluttede han aktionen mod København. Underretningen var i øvrigt forkert. Men det vidste Canning ikke. 

Napoleons succesrige fremgang i Midt- og Østeuropa medførte at England blev nødt til at evakuere sin hær fra Rügen i det nordøstlige Tyskland. Hermed kunne både denne militære enhed og den flåde som skulle forestå evakueringen, sættes ind i et angreb på København.

Efterfølgende modtog Canning efterretning om at Englands allierede, Rusland, havde lidt nederlag til Frankrig og derfor indledt fredsforhandlinger i byen Tilsit.
Ved det engelske Parlaments forespørgselsdebat i foråret 1808 henviste Canning til disse efterretninger som den egentlige årsag til kravet om udlevering af den danske flåde og Københavns bombardement. 

I midten af juli blev admiral Hood beordret til at sejle til Østersøen for at sikre tilbagetrækningen af generalløjtnant Cathcart og hans styrker fra området ved Rügen (det daværende Svensk Pommern), hvor de engelske styrker havde haft til opgave at støtte svenske styrker mod Napoleon.

Og i begyndelsen af august ankom admiral Gambier til Øresund med en engelsk flåde. På forespørgsel fra chefen på det danske vagtskib i Øresund oplyste han at han var uvidende om sin opgave og om længden af opholdet, da det ville afhænge af omstændighederne.

Hermed kunne den engelske regering stadig nå at ændre politisk kurs uden at tabe ansigt.

Den 16. august begyndte englænderne at landsætte deres styrker nord for København. Dagen før havde officererne modtaget deres ordrer, og kl. 5 om morgenen blev bakkerne ved landsætningsområdet nær Vedbæk besat med artilleri fra en let brigade, hvorefter infanteri med tilsvarende udrustning og en eskadron lette dragoner blev landsat sammen med heste til to artilleribrigader og staben. Landsætningen af tropper, heste og forsyninger fra Rügen foregik længere mod syd ved Charlottenlund og pågik stadig den 25. august.

Englænderne krævede den danske flåde udleveret. Selv om det skulle ske som et pant, blev det selvfølgelig afvist, og derfor blev København angrebet. Bombardementet blev indledt om aftenen den 2. september, og efter tre døgns ødelæggende bombardement bad Københavns kommandant, generalmajor Ernst Peymann, om våbenhvile den 5. september.

Nu krævede englænderne flåden udleveret som ejendom! Københavns bombardement var en katastrofe for Danmark; fra at have været en af Europas stormagter, blev landet en af Europas småstater. Danmark og Norge blev adskilt. Danmark gik bankerot. 

Det er begrænset, hvor meget der er skrevet om Københavns bombardement (se Litteraturlisten). Men kildematerialet - de militære lederes journaler og skibenes logbøger - viser at forsvaret af København nok var en håbløs kamp imod en mægtig fjende og imod en ineffektiv kommandofordeling, men også præget af ihærdig forsvarsvilje. Tilsvarende havde englænderne besværligheder at slås med: manglende geografisk kendskab til Øresund og et konstant tidspres. Ganske vist kan Københavns bombardement henregnes til den britiske militærhistories succeser, men prisen herfor var en terrorbombning, som samtiden ikke accepterede. I engelsk historie huskes Københavns bombardement kun i begrænset omfang; dog har den engelske historiker Thomas Munch-Petersen i foråret 2007 udgivet en bog om englændernes angreb på København i 1807.